feb 12
7
Baunehøj Efterskole – 09/10 – Amanda Thilo
Baunehøj Efterskole 09/10
Mit liv begynde for lidt over 19 år siden, eller det er i vært fald det der står skrevet på min fødselsattest, og det min mor siger. Spørger du mig, så startede det først rigtigt den 16 august 2009, den dag jeg begyndte på Baunehøj efterskole.
Den gang jeg var deroppe, på Baunehøj efterskole, og se den første gang, var jeg i tvivl. Alting virkede så skræmmende og at for langt ude i fremtiden, til at jeg kunne tage hensyn til det. Men jeg havde det åbenbart i mig, det der med efterskoler, for jeg kom ind, og jeg er da stadig i live.
I starten var det underligt, at efterlade alting bag sig, se sin mor og far kører ud ad indkørslen, og pludselig var man alene, eller så alene du nu en gang kan blive på en efterskole. Da mine forældre kørte, følte jeg, at hele mit liv op til denne dag, kørte med dem, og jeg stod med et helt nyt et, som jeg helt selv skulle opbygge.
En gang efterskoleelev, altid efterskoleelev
I dag går jeg på Roskilde gymnasium i 2.g. Jeg elsker mit studie, min klasse og min nuværende verden. Når du ser på mig, kan du ikke se at jeg er tidligere efterskoleelev, men jeg ved det, jeg kan mærke det. Jeg har det med i bagagen, og det er kun derfor jeg er hvem jeg er i dag.
Da jeg gik ud af 9.klasse, troede jeg at jeg var klar på verden. Jeg troede at jeg var voksen. Det var jeg langt fra, men det blev jeg. Jeg blev voksen i løbet af et efterskole år, men det fandt jeg først ud af da jeg startede i 1.g på gymnasiet. Her kan man nemlig tydeligt mærke forskel på de elever der har, og ikke har, været på efterskole. Vi, efterskolebørnene, var mere modne, mindre generte, mere ansvarsfulde, og havde nemmere ved at skabe nye venskaber.
Baunehøj efterskole
Jeg havde egentlig aldrig overvejet efterskole. Ikke før jeg i 8.klasse følte mig kvalt af for meget skole, for mange lektier og en alt, alt for kedelig hverdag. Livet måtte da havde mere at byde på? Jeg besøgte mange efterskoler, overvejede dem nøje, indtil mine forældre og jeg kørte ned af den lange allé der førte os ned til Baunehøj efterskole. Det første der slår dig når du kører ind på Baunehøj efterskole, er dens skønhed, dens charme. Baunehøj efterskole er ikke en efterskole som alle andre, det er en by – bestående af flere forskellige huse, skov, strand, marker og veje. Men det er ikke derfor man bliver betaget, ikke derfor man bliver forelsket. Det er stemningen. For mig var det som at træde ind i en eventyr verden, hvor jeg med det samme vidste at jeg hørte hjemme. Jeg tror man kan mærke det, når man finder den rigtige efterskole. Ens hjerte slår hurtigere, ens hænder svedige og man får svært ved at få vejret – man er ude af sig selv af utoldmodighed for at gå der selv.
Når jeg tænker tilbage
På Baunehøj efterskole sang vi kor. Alle 88 elever. Det var en fantastisk oplevelse, at være en del af en større ting. Når jeg i dag lytter til den cd vi indspillede, får jeg en krampeagtig følelse i maven, som når man har mistet en meget kær ven. Mit efterskole år bestod af rigtige mange ting, oplevelser, men mest savner jeg fornemmelsen af at være sammen om alting. Vi var på introtur, hvor vi overnattede i skove, på marker og strande – i bioarker, som vi selv lavede. Vi lavede natteløb i skoven, og hold weekender med kajakture, ridning eller fællessang omkring bålet. Og det er kun nogle af de mange ting jeg oplevede, men det er svært at beskrive de enkelte oplevelser, fordi hele opholdet i sig selv var en kæmpe oplevelse. Jeg husker ikke de få weekender jeg valgte at tage hjem, for jeg faldt altid i søvn i det sekund jeg var hjemme, på grund af udmattelse. Selvom de weekender var kedelige, hjemme hos mor og far, var de nødvendige. Efterskoleopholdet var super sjovt, men meget krævende og hårdt. Man sov godt og tungt om natten.
Skole; fordi vi vil, eller fordi vi skal?
Efterskole er selvfølgelig ikke kun sjov og spas. Man går skam også i skole. Vi havde som faste fag dansk, engelsk og matematik. Herudover kunne sproglige fag vælges. Men dette var blot små og ikke særlig betydningsfulde fag, fordi det vi blev undervist i, var gymnasiepensum som vi ville lærer igen i 1.g. De vigtige fag var vores linjefag: Musik, Friluftsliv, Ridning, Håndværk, Idræt, Design og Kokkefag. Jeg havde kokkefag. Største delen af min undervisning gik ud på at lærer de ting en kokkeelev på en resturan skolen i København lærte. Musik beskæftigede sig med at spille og komponere deres egen musik. Friluftsliv handlede om at sejle kajak, lave bål og generelt lærer at leve udendørs. Skolens heste var pragteksemplarer, og eleverne der havde ridning deltog ofte i store konkurrencer. Håndværk svarede til håndværker uddannelsen, og design indeholdt både grafisk og kreativt design med stof og farver. Idræt var for de elever der brændte for deres sports. Alt i alt bestod Baunehøj efterskole af en stor flok elever med meget forskellige interesser.
Alt det gode, alt det dårlige
I dag er mine to bedste venner dem jeg mødte i 10.klasse på Baunehøj efterskole. Min bedste veninde er min tidligere roomie Marie. Det hører man jo tit fra folk; at deres bedste ven eller veninde er en tidligere roomie, og hvorfor så det?
Min roomie og jeg kender hinanden ud og ind, stadigvæk. Vi har boet sammen i et år, på et lille sammenklemt 2 mandsværelse. Det er svært i starten, at tage hensyn til hinanden, især fordi man er fremmede. Men det går stærkt og personen i sengen ved siden af din, bliver hurtigt din mest betroede ven. Når man lever så tæt sammen kan man ikke skjule noget for hinanden, og det er en kæmpe befrielse. Tænk at have et andet menneske der kender dig lige så godt som du selv gør, og hverken dømmer dig eller bebrejder dig. Man bliver to dele af samme person. Min bedste ven hedder Marius og bor i Hellerup – langt væk fra mig. Vi blev bedste venner utrolig hurtigt, og var sammen hver eneste dag. Jeg kom med aftensmad til ham når han lå syg på sit værelse, og han bragte mig pakker når det var mig der lå med hovedet i spanden. Vi havde hinandens ryg konstant. I dag, 2 år efter, ses vi stadig fra tid til anden, men vores tid er knap og det er sjældent jeg tager helt til Hellerup, men jeg gør det. Og når jeg ikke gør, så ringer han og vi snakker i timer. For hvem kan man ellers betro sine dybeste bekymringer til, end den person der holdt ens pande når man brækkede sig, passede en som kun ens mor ville, og stod bag end under de værste konflikter. Det er det bedste jeg har taget med mig, og det værste. Det værste jeg i mit liv har oplevet var at sige farvel. Baunehøj efterskole var mit hjem, mere end mit hjem hos min mor og far nogensinde havde været. Baunehøj efterskole var det sted jeg lærte at stå på egne ben, og det var forfærdeligt at komme tilbage til mors rede.
Efterskole giver der chance for både at være barn, og at være voksen
I 9.klasse holdt jeg afskedstale for min klasse. Jeg sagde at de var de dejligste mennesker jeg kendte, at jeg aldrig ville kunne undvære dem, og at efterskolen aldrig ville kunne slå folkeskolen. Jeg mente det meget seriøst, men jeg tog fejl. I dag snakker jeg sjældent med mine folkeskole venner, for deres venskab var overfladisk i forhold til dem jeg fik fra Baunehøj efterskole. Personligt synes jeg at det danske samfund tvinger børn til at blive voksne alt for hurtigt, og alt for seriøst. Vi skal være klar på at blive en del af samfundet efter 9.klasse. På efterskolen var det selvfølgelig det samme der var planen, men her lagde jeg ikke mærke til det. Vi fik lov at være børn et helt år mere, samtidig med at vi blev de her voksne og modne mennesker.
Mit rigtige hjem
I sommeren 2011 vendte vi så tilbage. Vores gamle lærer gav os en uge i sommerferien, hvor der jo ikke gik nogle elever. Hele min årgang flyttede ind, og vente tilbage til vores gamle hjem, i en hel uge. Det var fantastisk at komme hjem, at være tilbage og opleve det hele igen. Samtidig kunne jeg mærke at jeg var kommet videre. Mit liv havde taget en ny retning, ligesom alle mine kammeraters, og selvom vi nu var samlet igen, var vi stadig ikke helt sammen. Men det er jo det der er det fantastiske ved efterskolen, vi ved at vi kun er der i en bestemt periode, også er det slut. Derfor nyder man hvert eneste sekund en lille smule mere.
- Skrevet af Amanda Thilo.
”Mit batteri er brugt op
Og jeg har næsten ingen penge
Men det varer sikkert længe
Inden jeg kommer hjem
Jeg har fundet mig en kæreste
Han er lige så dum som mig
Det er det eneste vi har tilfælles
Udover at vi skal hver sin vej
Vi kommer nok hjem
Til jer igen”